Hvem er vi?
Pia og Johannes Due har siden 7/8 1978 drevet landbrug fra adressen Juellingsholmsvej 20, Nollund, 7200 Grindsted. Gården var da på 15 ha, 9 køer, 5 kalve, 13 grise, i marken var der 3 forskellige afgrøder. Pia er fra 1955 og Johannes fra 1954.
I løbet af 1979 udvides bedriften til 32 ha, 56 køer + kalve. I 1983 blev yderligere 23 ha jord forpagtet. I 1984 startede en jordbærproduktion i første omgang til industri.
I 1988 -1991 blev der plantet solbær, ribs, hindbær og hyld. I 1995 blev produktionen ændret radikalt, idet vi begyndte omlægning til økologisk landbrug, yderlig 16 ha blev tilkøbt, der blev bygget til 1000 høns, byggeriet er senere ændret til hestestald, således at ejendommen i dag er på 48 ha, 8 heste og lidt forskellige afgrøder. I modsætning til de 25 forskellige vi har været oppe på.
Mælken leveredes indtil 1. april 2004 til Arla Foods, hvorefter kvoten er solgt og mælkeproduktionen indstillet, kødsalget er dermed også forsvundet, æggene er kun til eget forbrug, hyldeblomster blev solgt til Søbogård. Desuden har vi produceret økologisk udplantningsmateriale af diverse bær arter en aktivitet vi stopper med 1 okt. 2005.
Vi har siden til dels levet af at være plejefamilie. Et fysisk lettere men noget sværere psykisk job end at malke køer. Derudover er Johannes startet på Biomar, her går dagen dels med pakning af ordrer til hele Europa, dels med udarbejdelse af pluklister, fragtbreve, etc. Johannes gik i 2012/13 i voksenlære som lager- og logistikassistent.
Plejefamilie tilværelsen blev lagt på hylden med udgangen af november 2007. Pia brugte sommeren 2008 med at passe småbørns forlystelser i Legoland. Efter Legoland er det nu køkkenet på Dupont i Grindsted der har glæde af Pia.
Gården beskæftiger ikke længere nogen medhjælper.
Pia Due er oprindelig fra Odense og udlært køkkenleder og den uddannelse er brugt til undervisning i Mad for mænd fra 1980-1997. Hun har i 2000-02 været i bestyrelsen for den økologiske Frugt og Bærbranche Johannes Due er fra Nollund og uddannet landmand. Han har fra 1997-2001 haft plads i bestyrelsen Landsforeningen Økologisk Jordbrug.